Peter Hage 1946-1998

Vi ville gerne have skrevet et par mindeord om Peter, men nedenstående artikel, klippet fra Terrier Nyt no.2/1999, beskriver Peter på allerbedste vis. Vi selv har utrolig meget at takke Peter og Helle for, dels for et nært venskab, vores opdræt af Zalazar Cairn Terriers samt naturligvis Mette's erhverv som hundefrisør. Mette stod i lære hos Peter i Doseringens Hundebad i 3 år fra 1984-87.

Som vi sluttede af med i vores fødselsdagshilsen til Peters 50 års dag: "ps. Vi regner bestemt med, at du sidder ved ringsiden om 30 år og kommenterer, hvad der foregår". Sådan skulle det ikke blive. Vi havde netop bestilt flybilletter til vores ferie hos Helle og Peter i efterårsferien 98, som vi glædede os meget til. I sammenråd med Helle besluttede vi, efter begravelsen, alligevel at tage afsted, hvilket vi tror, at vi alle var meget glæde for. Vi havde trods alt en dejlig ferie.

En mindeartikel skrevet af Ingrid og Carl Borchorst, til erindring om en af DTK's største personligheder gennem tiderne.

I et af de sidste breve Peter sendte os, inden sin død i september 98, replicerede han som følger, på Carls glædesytringer over en vellykket udstillingsweekend: "Det var vel nok nogle flotte resultater du kom hjem med. Er det ikke en dejlig og rar fornemmelse på den måde at vise alverden, hvad man står for? Mange har igennem årene spurgt mig -  også du engang i tidernes morgen - om jeg ikke blev træt af at vinde og få gode resultater. Mit svar er altid NEJ, det vænner man sig ikke så nemt til, det betyder det samme hver gang. Hvis der endelig var noget man ikke kunne vænne sig til, så var det at tabe eller få sit opdræt udstillet som noget 2. rangs".

Brevet kom fra Frankrig hvor Peter med familie havde slået sig ned. Hundeverdenen havde han ikke lagt bag sig, det var meningen at Helle og han skulle starte en trimmeforretning dernede og ved siden af udstille og avle lidt. Men de hektiske og ambitiøse år var definitivt forbi. Vi vil tro Peter, i årenes løb nåede ud i næsten alle de facetter, som opdræt og udstillingslivet byder på. Og da han lagde glæderne og sorgerne på vægtskålen efter små 30 år, kunne han altså konstatere: "det betyder det samme hver gang."

Dosseringens Hundebad

Men lad os gå tilbage til begyndelsen. Dengang var det Peter Hage og Ulla Bak som sammen tegnede sig for en helt enestående hundesalon for udstillingsinteresserede. Dosseringens Hundebad var et mekka for dem ,der havde ambitioner i hundesporten; og her foregik der en frugtbar udveksling på mange planer.  Ulla og Peter havde nemlig fingeren på pulsen i enhver henseende. De rejste meget til England, fik kontakt til engelske handlere og kenneler, hvilket betød, at kundekredsen fik mulighed for at importere terriers fra de bedste opdrættere. Tænk bare på de mange Airedaleimporter Kennel Sandy v. Birgit Buhl hjemtog og heriblandt stjernen Int.ch Turith Commander, som Peter straks så potentialet i, på trods af at han dengang var en meget rå unghund. Lise Christfort, Kennel Westie-White nød også meget godt af de gode kontakter til England og Peter har trimmet over 30 af hendes hunde til Championatet.

Men ikke mindst Hugo og Lis Riis, Kennel Stårup har baseret deres kennel på den professionelle hundemand. Hvor Lis stod for opdrættet af de fine ruhårede foxer og Peter sørgede for, at de fik de bedste betingelser i deres udstillingskarriere. Mange store og små kenneler kunne takke Peter Hage for en god start i terrierverdenen - heriblandt ikke mindst os selv. Peter havde taget ved lære af de engelske handlere. Deres fremvisning og trimning. Især Fred Sills kom til at betyde meget som læremester. Ikke mindst som trimmer var Fred fantastisk dygtig og han gav gerne sin viden videre.

Når man i dag sidder og bladrer de gamle klubblade igennem, så slår de én, hvor stor betydning Dosseringens Hundebad havde og fik, som drejningspunkt for terrierverdenen.

Det var naturligvis gode hunde, både før og efter Peter Hage, og der var også mange, der var hæderligt trimmet. Men Ulla og Peters indsats bragte vores standard årtier frem i begge henseender og det alene ved deres indsats.

Som kunde i butikken var det altid en spændende - og helt uberegnelig stemning der mødte en, når man skulle hente sin hund fra trim op til en udstillingsdag. Uberegnelig fordi Ulla og Peters humør var ganske påvirkeligt, og der skulle ikke megen gnist til før terriertemperamentet eksploderede. Traf man dem derimod på rette fod og var forretningen fuld af forventningsglade udstillere, så var atmosfæren ganske mageløs. På en udstillingsdag kan stemningen ganske vist også være ladet med elektricitet - men på en ganske anderledes selvoptaget måde. Stående omkring trimmebordet hvor vi fascinerede betragtede finpudsningen af en udstillingshund, fik munden frit løb og forventningerne til den kommende udstilling lå tykt i luften. Her blev udvekslet erfaringer om hvalpefødsler, lovende hvalpe blev vist frem på fortovet, mens Peter med kritisk mine og en cerut i mundvigen fældede dom. Ulla brugte ikke så mange ord, men dem der kom ud af den sammenknebne mund var til gengæld vægtet som guld. Man blev så sikkert som amen i kirken skældt ud for ikke at underulde sin hund nok ,og ind imellem de rituelle skideballer blev der fortalt udstillingsanekdoter og vandrehistorierne svirrede lystigt under loftet i kælderlokalet.  Enestående var det når man blot huskede spillereglerne: Der var Mesteren og så var de alle os andre. Den regel var Ingrid ikke altid flink til at huske og det irriterede Peter grænseløst. Men da hun 20 år senere var blevet dommer og en erfaren opdrætter, løsnede Peter op på det punkt. Man kunne endda være så heldig at få ros for sin trim - og det var ros der betød noget. Ulla og Peter havde altså nogle unikke evner som hundemennesker og de var meget dygtige opdrættere. Dem der f.eks har oplevet deres Gilroy skotter glemmer dem aldrig. Peter begyndte allerede at udstille tilbage i 1967 og i 69 begyndte han som trimmer. Ulla og han opdrættede som nævnt Skotsk terriers og desuden Lakelands. Lakeland terrierne kom ind i kennelen på den måde at Peter og Ulla arvede nogle hunde efter deres gode veninde Jeanette Chantalou. Navnet vil være mange af vore dages udstillere bekendt, idet vi jo i klubben kan takke Jeanette Chantelou for den fond vi har og den årlige flotte Chantelou-udstilling, hvor alt det fine sølvtøj fra boet går som vandrepræmier. Kennel Gilroy forvaltede avlsmaterialet meget fint og frembragte dejlige Lakeland terriers. Den fornemste blev Int. Ch. DkCh Nord.Ch Gilroy mr. Margeaux, som blev årets terrier og årets hund nr. 5 før han rejste til sin nye ejer i Sverige. Det var den kendte dommer Ingela Nilsson der havde købt ham og man kan vist roligt sige at hun fik glæde af ham: i 1985 blev han nemlig årets hund i Sverige.

Men skotterne var dog hjertebarnet og på billedet her fra 1980 sidder Peter med stjernen over dem alle. Damen er: GBch - Int.Ch.- B.Ch- DKCh Gilroy Merry Go Round. Denne vidunderlige skottetæve vandt 14 grupper og 8 Best in shows, årets terrier og årets hund 1980. Merry var kun en ud af en enestående gruppe Gilroy Skotter, hvoraf flere var engelske champions (og dem kan man med lethed skrive en hel artikel om alene) Sammenlagt blev det til over 50 champions af eget opdræt, i de senere år under kennelmærket Hage. For i 1984 blev Peter nemlig gift med Helle Lund Christensen og sammen med hende tog han opdrættet af Cairn Terriers op. Igen viste han sig at være en stringent opdrætter og han lagde sig fast på en hel bestemt type Cairns, dvs at det aldrig var svært at genkende en Cairndy/Hage Cairn Terrier, så ensartede var og er de. Helle har ofte selv fremhævet hvor meget det har betydet for planlægningen af hendes opdræt at Peter kom til og det til trods for at Helle såmænd havde gjort det rigtig pænt på egen hånd forinden.

Som et godt eksempel på denne type vil det være oplagt at vise et billede af Bønnespire,som hvis man skal fabulere lidt over hans navn, så sandelig fastslå, at han ikke nøjedes med at være en spire, men voksede godt ind i Cairnhimmelen. DkCh - Int. Ch - VV97 - res.VV96  Puerto Rico-m.m.fl. Utallige Cairnchampions er det blevet til i Helles og Peters parløb - også for mange kundehunde. Sammen med Helle fik Peter en meget mere udadvendt facon og det er helt sikker at Cairnringen fremover har mistet et hyggeligt hjørne, der hvor de gode medudstillere "holdt hof"

Som trimmer og handler blev det til mere end 250 champions fordelt på 13 forskellige racer for Dosseringens hundebad. En helt enestående præstation som det kan være svært til fulde at forstå. Udover de 3 der blev årets hund og som vi kommer til senere, var der også: 1981 årets terrier nr 2 og årets hund nr 5 : Ch Stårups Precision - 1982 årets Terrier og årets hund nr 5, igen Precision -1984 årets terrier og årets hund nr 5: Ch Gilroy Mr. Margeaux - 1985 årets terrier og årets hund nr 3: Ch. Stårups Merry Clayton - 1987: årets terrier: Ch High Flyers wonder boy - 1988 årets terrier nr 2 Ch Stårups Ivan Lendl- og derudover masser af gruppeplaceringer med forskellige andre hunde.

En af "kernekennelerne" var som nævnt Kennel Stårup og som en lille erkendtlighed for Peters indsats, sørgede Lis altid for at Peters blodsukkerballance var i top- med et altid veldækket frokost-trimmebord. Billedet af Peter og Stårupfoxen er iøvrigt så typisk for hele Peters attitude til handling. Peter gjorde nemlig sit forarbejde og mødte med en smukt istandgjort terrier. Han var en diskret baggrund for sin hund og dybt koncentreret om arbejdet. Vi har aldrig set Peter smide omkring med pivdyr eller gøre opmærksom på sig selv med overdreven handling og gestik. Hvis han kiggede op fra billedet her, tror jeg han ville sige: Hvorfor skal jeg tale til ham? Og hvorfor skulle jeg røre ved ham og hvorfor skulle jeg rede hans pels. Han står jo i ballance og pelsen ligger som den skal.

Årets hund

Den ære som alle udstillere drømmer om, men som så få - ifølge sagens natur opnår - har Peter prøvet hele 3 gange. Han har vundet årets hund af alle racer med sin egen skotte i 1980 og året før med Åse og Peter Hein Jørgensens tyske ruhårede fox Ch Hauke v.d. Bismarksquelle. I et interview med I.C. Christensen, fortæller Peter efter sejren om fornemmelsen: at være helt alene i projektørlyset i store ring. - Og det var i virkeligheden slet ikke så morsomt, sagde Peter Hage bagefter, som jeg havde troet. Jeg er vist bedre til bare at konkurrere. Det med klapsalver og alene i ringen, det rører en på en måde som jeg ikke havde troet. Men også 3. gang blev lykkens gang  og mon ikke Peter vænnede sig lidt til virakken.

I 1983 var det hattrick med Ingrid og Carl Borchorst Welsh terrier Int.ch-DkCh-Besg83-Kbh.V.83 Redpowers Rumson Boy. Peter vandt alene i 1983 samtlige grupper med Johnny. På det øverste billede af Johnny er de netop blevet Bis 2 på Kennelklubbens udstilling i Århus 1983. For øvrigt var det i løbet af udstillingsåret med welshen blevet en festlig og fast tradition at vi havde champagne klar efter en gruppesejr. Det var jo svært hyggeligt ritual som bredte sig som ringe i vandet de efterfølgende år. Mange havde en flaske med for at fejre champion eller BIR. Da Peter jo ikke kunne være alle steder på en gang, selvom han sprang fra ring til ring med kundehundene, så skete det engang hverken værre eller bedre at sådan en dejlig flaske blev åbnet ved ringsiden mens Peter var i ringen. Det var naturligvis en kedelig situation, da Peter helst ikke gik glip af nogen fornøjelse eller mulighed for at være i centrum. Champagneproppen gik af og fløj i en elegant kurve ind i ringen og landene i nærheden af ekvipagen. Der blev helt stille, hvorefter Peter opbragt råbte denne uforglemmelige replik:"Jeg hader når nogen skyder champagnepropper af i Cairn-ringen!!" Ikke at det nogensinde var sket før og formmentlig heller aldrig vil ske igen, men det var da rart at høre hans uforglemmelige mening om uheldet. Især 70'erne og 80'erne blev en travl tid for Peter, men da han og Helle blev forældre til to dejlige drenge, Anders og Martin, fik livet en anden dimension og dybde. Peter blev ikke mindre interesseret i hunde med årene, men hans ægteskab med Helle, betød et mere nuanceret liv og en mere rund Peter, som man ikke så let kom på kant med. Familien betød absolut alt for ham og han var både en dejlig mand og en god far for sin familie.

Klubarbejde og tillidsposter

Peter nøjedes ikke med at fremvise hunde og pleje sin forretning. Han var med til at gør hundesoignering til et anerkendt erhverv og han har været formand for Brancheforeningen. Peter har i øvrigt også uddannet mange piger i sin forretning og flere af dem blev personlige venner. En af dem er Mette Sørum, som selvom hun er bosat på Fyn, valgte at tage sin uddannelse i København, på trods af det besvær det medførte. Mange af trimmepigerne har vi andre også stiftet bekendskab med på udstillingerne og det har betydet, at disse piger er nogle af de ganske få, man kan betro at sende en udstillingshund til. Han har også været næstformand i Dansk Schnauzerklub og formand for Dansk Terrier Klub. Som formand for vores klub synes vi at han udmærkede sig ved at være både visionær og at have overblik. I flere år var han en levende skribent i Terrier Nyt, hvor han fortalte vidende og interessant om besøg på engelske udstillinger og resultater fra de mange udstillingsrejser rundt om i Europa. Som anerkendelse af dette store arbejde, modtog han i 1998 DTK's Guldnål.

Mindepokalen

Da Peter døde blev det hurtigt besluttet at vi i klubben måtte have en mindepokal til hans ære. Mærkeligt nok har vi aldrig haft en pokal til årets Terrier, så det virkede næsten skæbnebestemt, at det mest efterstræbelsesværdige en terrier kan opnå, nemlig at blive nr. 1 af alle terriers det år, skal hædres med Peter Hages pris. Det blev en meget smuk antik sølvpokal som Peters søster Elisabeth fremskaffede fra en antikvitetskollega i London samt en mindebog der rækker mange år frem i tiden. Først i bogen kan man se det dejlige stemningsbillede af Peter og Welshen og man kan læse noget om hans betydning i dansk terriersport. Det vil forhåbentlig glæde og interessere mange der vinder pokalen nu og om mange år frem og forhåbentlig vil de også finde det interessant at bladre bogen igennem og læse data og se billeder af de mange fine vindere.

Få kunne være så arrogant som Peter og få så givende og opmærksom. For mange af os er det et stort tab at have mistet Peter, men vi er samtidig meget taknemmelige over, at vi fik lov til at være med i store dele af dette unikke forløb i hundesporten, som en af vores nærmeste venner stod for.

Æret være hans minde